Hvorfor blogge?

Da jeg blev gravid startede finkæmningen af nettet for at finde de bedste produkter, råd og anbefalinger til både graviditet og fødsel og ikke mindst til livet som forældre. Ret hurtigt fandt jeg vej ind i blog-verdenen, som indtil da havde været ukendt for mig (ja sjovt nok var blogger-universet ukendt for mig indtil jeg opdagede det..). Men altså – jeg havde ikke rigtigt hørt om fænomenet før jeg blev gravid for første gang for 1 år og 2 mdr. siden (jeg har indtil videre kun været gravid én gang). Jeg  blev ret fascineret af denne verden og fik også hurtigt nogle favorit sider og følte egentlig også, at jeg lærte pigerne bag diverse blogs at kende. Når det blev hen ad aften og det var tid til lidt afslapning, skulle jeg da lige ind og se, hvordan det gik med hende der-  og hende.. og ja da også hende der.  Jeg blev inspireret af de flotte billeder, sjove kommentarer, fine, hjemmelavede ting, og ikke mindst entusiasmen omkring blogskriveri.  Da jeg startede med at læse blogs, følte jeg ikke umiddelbart at jeg selv havde nok på hjertet til at oprette en blog. Jeg var vild med ideen (og oprettede da også en blog, der aldrig kom i brug..:-)), men kom altså aldrig nærmere på selv at blive blogger.

Men da vores Karla kom til verden, fik livet jo et helt andet omdrejningspunkt. Og jeg fik en helt anden rolle. Pludselig fik jeg lyst til at forevige hvert øjeblik. Med en stor mayland-kalender startede forevigelsen. Når guldklumpen puttede, giflede jeg ivrigt i kalenderen. Hvad havde vi lavet, hvem havde været på besøg, hvilke ansigtsudtryk havde hun lavet, hvad havde vi fået i barselsgave – og af hvem, jeg fik oven i købet folk til at skrive små hilsner til hende på dagen for deres besøg. De første par måneder er kalenderen fyldt ud. Nu er Karla næsten 6 måneder og der er mange tomme sider i kalenderen. Men jeg skriver stadig i den. Milepæle, sjove oplevelser og af og til skriver Karlas moster hilsner i den. Jeg tror det bliver sjovt for Karla selv at læse i den, når hun bliver stor nok. Og jeg har det godt med, at have nedfældet notater, der kan hjælpe erindringerne på vej. Den anden dag kiggede jeg på Karla og tænkte ”Ihh hvor jeg bare nyder hvert eneste sekund med dig”. Og lige præcis den tanke skyndte jeg mig at skrive i kalenderen. For tiden flyver af sted og pludselig sidder man og synes det går alt for stærkt og at hun bliver alt for hurtigt stor. Men så kan jeg kigge i kalenderen og se sort på hvidt, at jeg faktisk også huskede at NYDE hende undervejs.

Så den der mayland er altså god. Der står også informationer på diverse eksperter, vi har været i kontakt med. Kiropraktor, Kranio-sakral terapeut, fysioterapeut. Tips til babysvømning, det gode rytmiksted og husk at melde mig til APA’s fødselsforberedelseshold næste gang jeg bliver gravid.

Men så var det jeg synes, at vores familie og venner også skulle kunne følge med i, hvordan Karla har det (det er trods alt mine forældres første barnebarn – og min søsters første niece). Så jeg oprettede en profil for hende på lifeof.dk. En slags barnets bog på nettet. Ret smart med mulighed for at lave indlæg og billedgallerier samt opdatere milepæle. En fin lille side tilgængelig for familie og venner som er hurtig og nem at gå til.

Men så var det jeg synes, at jeg godt kunne bruge et sted, hvor jeg kunne udvide lyskeglen lidt. Det kunne være sjovt – synes jeg – at få mine mange tanker omkring alting ud på skrift (ned på skrift? Ind på skrift? Op på skrift?..). Jeg tror også min mand synes, at det  kunne være en fin aflastning for sundhedsplejersken, mødregruppepigerne, hudlægen, børnelægen, svigermor og ikke mindst ham selv :-) For jeg tænker mange ting. Om alting. Og det er bestemt ikke blevet mindre efter Karla er kommet til verden! Vi hygger os med at snakke – helt sikkert – min mand og jeg. Men nogen gange altså – ja så synes han jeg bliver ved med at køre rundt i de samme ting. Eller måske bliver det lige en tand for abstrakt til, at han gider bruge energi på at tage stilling til det. Og det kan jeg nu egentlig godt forstå.. Og han griner generelt heller ikke nok af mine vittigheder, så der er lige nogle enkelte punkter, hvor vi ikke helt forstår hinanden:-).

Så derfor – blog blog blog slog det mig en aften. Nu skal det være. Og som jeg skrev i mit aller første indlæg – jeg er nødt til at prøve at lægge perfektionismen på hylden og så bare skrive. Prøve at undgå at tænke disposition, problemstilling, pointe.. Det vil ødelægge intentionen – og motivationen. Så det har jeg altså lovet mig selv! Jeg ved godt, at jeg på den måde også kan ende op med en særdeles rodet og ustruktureret blog. Men det er måske også ok. Måske er det ligefrem helt fin. Måske er det fordi det egentlig nok afspejler meget fint, hvordan jeg er – sådan inderst inde.

Og hvorfor skulle det interessere andre? Hm, det gør det måske nok heller ikke. Jeg skriver jo ikke denne blog for andres skyld. Og det der med kommentarer og faste læsere – det er vel ikke noget jeg vil jagte?!...-troede jeg, indtil jeg fik min første kommentar og første faste læser (som ikke er min mand…TAK MAJBRITT!) – så blev jeg alligevel lidt varm på tanken om at dele mine tanker med andre. At få kommentarer og vide, at nogen følger med derude. At nogen måske hen ad aften tænker ”gad vide hvordan det mon går med hende der…”