tirsdag den 31. juli 2012

Nu er Karla over 18 måneder - og har gået i dagpleje hos Pia 3 måneder.. og det er vi glade for. Karla synes det er dejlig  at være hos Pia og lege med Karla og Laurits. Fint.
Men jeg synes stadig det er hårdt af aflevere hende! Jeg savner hende nærmest allerede når jeg henter hende inde i sengen efter hun har råbt "moar - faar - moar - faar" et par gange, og jeg ved, at om et par timer, skal jeg aflevere hende hos Pia. Den sødeste, smukkeste, dejligste og mest fantastiske lille pige er hun. Og jeg synes ikke det giver særlig meget mening at hun skal være andre steder end her hos os - i hvert fald indtil hun kommer i børnehave-alderen og selv kan give udtryk for, at hun gerne vil afsted. Hm. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er det bedste for Karla at komme afsted og at hun har godt af at komme lidt væk fra os og ned at lege med andre børn. Og det tror jeg også at det er. Men den tryghed og ro det ville give hende at være her hos os, kan Pia ikke præstere. Ingen andre ens os kan, tror jeg. Og så tror jeg nok at hun skal få leget med rigeligt børn i løbet af sin barndom. Det behøver ikke nødvendigvis at være nu. Jeg ville selvfølgelig tage hende med i legestue og finde ud af at mødes med andre hjemmegående forældre, så hun kunne møde andre børn - men dét at være sammen med sin mor og far og ikke blive afleveret til 7 timer i institution - det vil jeg rigtig gerne kunne gøre for Karle og alle vores kommende børn!
Det burde sku være en ret god motivation til, at jeg får pjasket det speciale sammen! Og det er det også.. Mit primære mål med opgaven er netop dét - at blive færdig inden jul (og inden lillebror kommer). Til den tid er Karla godt nok næsten 2 år og jeg ved ikke om det så vil give mening at tage hende ud af dagplejen..jeg er jo også nødt til at bruge noget tid med lillebror. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes.. men det bliver måske nemmere at beslutte, når specialet rent faktisk ER afleveret og lillebror ER kommet. Så tager vi stilling..

onsdag den 11. juli 2012

Hjælp til layout!

Jeg sidder og roder lidt med min blog og layout. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er så god til det der med billeder. Så hvis jeg skulle være så heldig, at nogen rent faktisk læser min blog, som også ved, hvordan man kan sætte dem lidt pænere op, kunne det være skønt med lidt hjælp!!  (fx i mit seneste indlæg har jeg de sidste to store billeder til at stå under og over hinanden, hvor jeg egentlig gerne ville have dem ved siden af hinanden...men det kan jeg ikke finde ud af..)!!

tirsdag den 10. juli 2012

Netop hjemvendt fra en dejlig familieferie på Gran Canaria. Det var varmt! men skønt at se ungerne hygge sig i poolen. Og godt de kunne lide det - for det var nææsten ikke til at holde ud at opholde sig andre steder :-) Lille søde Karla fik sin debut i udendørspool - hun mosede rundt med sin lille spand og nød det kølige vand om tæerne. Det blev også til en del ture på den lille vandrutchebane - hun er bestemt ikke en bangebuks den lille. Hun vil altså også helst selv gøre det og er ikke bleg for at vifte vores hænder væk, når vi støtter hende eller forsøger at holde hende i hånden. Det resulterer altså i en tur under med hovedet i ny og næ - hvilket dog ikke generer hende særlig meget :-) Det blev dog ikke så meget tid til kærestehygge på turen. Sammen havde min mand og jeg ca 30 min om aftenen når der var blevet ro og indtil vi selv måtte overgive os til køjerne. Så vi glæder os til at komme hjem og hygge os lidt mere alene sammen... Det har været en skøn ferie og vi er alle vendt hjem med brunere kinder og lysere hår, med maverne fyldt op af is og næsten svømmehud mellem fingrene
Men hvor er det også dejligt at komme hjem! Så genopdager man hvor dejligt vi har det herhjemme. Hvor skønt det er med huset og haven. At der er masser af plads og ikke mindst at Karla kan få lov at drøne rundt uden én af os i hælene konstant. At temperaturen om natten i soveværelset er udholdelig og at der er lidt skyer og en byge i ny og næ. Vi sætter pris på, hvor lækre ting man kan købe i Irma og hvor dejligt det faktisk er at lave sin egen mad! Det er skønt at komme hjem!
Og så var det jo nu at jeg burde gå igang med specialet igen. Men Karlas dagplejer holder sommerferie de næste to uger og vi synes også, at det kunne være skønt at have Karla herhjemme i de to uger. Så specialet må vente - igen :-)
Jeg håber at jeg kan få gang i lidt flere af de løse projekter jeg har på papiret. Jeg har besluttet at lave mine fotobogsplaner om til en scrapbogsplan - af den simple grund at jeg ikke har 12 timer i træk hvor jeg kan sidde foran computeren og lave en fotobog for hele 2010. Og jeg har med bitterhed oplevet, hvordan 3 timers fotobogsarbejde forsvinder ud i det blå, når programmet lukkes ned. Johh  man kan da gemme, men der gemmes kun en mappe med de billeder man har valgt til bogen - og det er altså opsætningen og redigeringen der tager tid. Så nu bliver det en handmade scrapbog med udprintede billeder, hvor jeg kan lave en par sider når jeg lige har tid. Ellers er jeg bange for, at det ikke bliver til noget. Og jeg synes altså bare det er sådan en god ide. At lave sådan en foto/scrapbog for hvert år. Vi har sååå mange billeder liggende på computeren, men det er svært sådan rigtig sætte sig ned og kigge dem igennem, for de ligger hulter til bulter. Jeg havde egentlig tænkt mig med fotobogen at jeg så ville bestille flere kopier som børnene kunne få, når de flyttede hjemmefra engang. Men det er ikke sikkert at det kan lade sig gøre med scrapbogen. Jeg må lige finde ud af det..  Faktisk glæder jeg mig ret meget til at komme igang med scrapbogen. Jeg er igang med at samle alle de billeder sammen fra 2010, som jeg gerne ville have med i bogen. Dem skal jeg så have printet ud.. Glæder mig til at vise resultater herinde også :-)
Jeg føler mig i det hele taget inspireret for tiden. I går sad Karla og jeg på picnic tæppet herinde i stuen (ja vejret tillader jo ikke andet..) og læste i vores yndlingsbøger. Karla havde valgt den med sneglen :-) og jeg havde fundet alle mine Sif Orellana bøger frem. Der er så mange gode opskrifter, fine ideer og smukke billeder i de bøger. Jeg mærkede igen følelsen af husmorhed. Alle de gode og spændende ting - kombineret med Rebecca Perssons fokus på sundhed - det er sådan en husmor jeg vil være :-) Jeg er blevet bedre og bedre og har lært mange ting, synes jeg. Og når jeg om lidt fylder 30 ønsker jeg mig både en tørreovn og en pastamaskine. Det er da ambitiøst! Lige som jeg kan lide det :-)







tirsdag den 26. juni 2012

Så blev det altså tid igen.. et nyt indlæg. wow. Jeg er altså ikke faldet heeeelt af på den. Og så måske alligevel, men det vil jeg lige gøre lidt ved. Jeg kan jo godt lide det - det skidt :-)
Men der er også sket mange ting! Vi er flyttet i hus - mums - det er bare for lækkert med have og masser af plads! Højt til loftet og skøn udsigt. Det bliver ikke meget bedre. Heller ikke for Karla, som render i pendulfart fra sandkassen til gyngen og fra cyklen til krukker og bede. Det er en ren fornøjelse!!
Og så er der familieforøgelse på vej! :-) En lillebror til jul -  det er helt fantastisk!! Det bliver vidunderligt og vi glæder os vanvittig meget. Samtidig har lillebrors ankomst for alvor sat skub i specialeprocessen. Nu er den faktisk ikke totalt stillestående.. Jeg er kommet igang. Og håber meget at kunne aflevere inden han kommer. Det ville være så skønt. Cand.psych og mor til 2. Hvilken drøm :-)
Og så er jeg blevet vild med pinterest. Sjovt og inspirerende. Jeg elsker alle de flotte billeder og ikke mindst links til lækre sites. Det er så inspirerende og motiverende med alle de DIY's med de skønneste ting både til hus, have, børn, mode, skønhed osv osv. Så når jeg om aftenen sidder og klikker rundt drømmer jeg mig lidt ind i en verden, hvor jeg faktisk får gjort alle de her ting..
Måske bliver det sådan en dag. Når børnene er lidt større og kan være med til alle tingene - tænker jeg.
Lige nu må jeg hellere skrive min nyeste franskbrødsopskrift ned. (Jeg ville egentlig gerne bage en surdejsudgave fra Meyers, men jeg må lige vente til efter ferien med at få rigtig gang i den surdej)

Her er den gode opskrift:

25 g. gær
6 dl vand
2-3 dl. havregryn
2 tsk salt
2 tsk honning
2 spsk olie
3 dl. fuldkornsspeltmel (eller anden grov mel)
6-7 dl hvedemel (indtil dejen føles rigtig)

Start med vand+gær
Derefter havregryn+salt+honning+olie
Til sidst mel

Dejen hæver 45 min.
Derefter formes det, pensles med æg og drysses med frø og kerner (lækkert med chiafrø og solsikkekerner) og hæver igen 20 min
Bages på nederste rille i ca. 40. min ved 200 grader.

Mums et lækkert brød, som efterhånden er blevet bagt en del gange!!

Tak for i aften herfra. Jeg vender snart tilbage :-)

Vores smukke pige på Skydebanegade legepladsen

fredag den 27. januar 2012

Den evige to-do-liste

Jeg har lært, at 'to-do-lister' kan være særdeles stressende. Stressende i en grad der gør, at jeg ikke får lavet noget som helst af det på listen. Listen kan simpelthen blive så omfattende, at jeg tænker, at det kan jeg umuligt nå, fiasko er uundgåelig- og så kan det sku også bare være lige meget det hele!
Og sådan en to-do-liste, der kun bliver længere og længere kan altså godt rumstere rimelig meget på øverste etage. Alle de ting jeg hele tiden burde nå. Og jeg forsøger mig med at udfærdige en ny liste (ofte med næsten præcis samme ting..) blot for at opnå en følelse af "godt så fik jeg lige skrevet det ned, og det er da et skridt på vej i mod at have det gjort..". Men det er det ikke.
Jeg har én gang forsøgt mig med at lave en prioriteret liste. Simpelthen fordi jeg indgå, at jeg under ingen omstændigheder kunne nå at rydde op i alle lejlighedens rum, male alle kasserne og børnemøblerne fra trævare forretningen, ordne tøjskabe, gøre hovedrent, købe ind og lave aftensmad, løbe en tur, starte til yoga, lave litteratursøgning til specialet, finde gode artikler til specialet, køre ud på skolen og printe gode artikler til specialet, skrive mails, lave fotobog fra 2011 OG 2010.. ja så måtte jeg altså prioritere gøremålene. Og det hjalp. Jeg nåede faktisk de ting, jeg havde markeret med en stjerne.
Så mit råd til mig selv er: lav en kort to-do-liste (og gem eventuelt den lange uudtømmelige i et dokument på computeren og pluk lidt ud i ny og næ). Eller lav en prioriteret liste således at det bliver muligt rent faktisk at opnå succes med listen. God ide!

tirsdag den 24. januar 2012

Om vuggestuestart og fremtidsdrømme

Åh  hvor er det længe siden. Tiden går. Der sker så mange ting - mange forandringer.
Vi er ved at gøre Karla ind i vuggestuen. Hun er blevet så stor. Hun er SÅ klar til en hverdag med mere spræl og mange andre børn. Men hun har også stadig brug for nærhed, omsorg og tryghed. Så vi forsøger at skabe det perfekte rum for hende i vuggestuen. Heldigvis er det nogen rigtig søde og kompetente voksne på hendes stue (og på de samarbejdende stuer), så jeg synes jeg føler mig tryg ved, at hun skal være hos dem - om end en smule misundelig på dem :-). Vi har valgt at give os rigtig god tid til indkøringen for at sikre, at hun føler sig helt tryg ved stedet og de nye mennesker. Hun er jo ikke vant til at blive passet så meget af fremmede (kun hendes moster og farmor har været alene med hende i mere end en time :-)). Jeg tror på, at det giver det bedste resultat!
Med Karlas nye status som vuggestuebarn, skal jeg også til at redefinere min egen hverdag. Jeg skal på en eller anden måde finde motivationen frem til at skrive mit speciale. Jeg har været væk fra studiet længe. Meget længe, synes jeg. Men jeg tror og håber på, at det hele kommer rullende, så snart jeg finder tid til lige at sætte mig ned og tænke store tanker.
Men der er så mange andre ting, jeg har fået øjnene op for. At blive mor har givet mig så mange ting - og min lyst til at give alt igen, er umådelig stor - både som mor, men også som kone. Jeg kan mærke, at det er her - hos min familie - at min motivation, min drivkraft, min energi, mine ressourcer og min kærlighed findes. Heldigvis tror jeg, at mit studie og mine kompetencer som kommende psykolog er noget jeg vil komme til at bruge meget i min rolle som mor. Det er jo en del af, hvem jeg er, så selvom jeg måske ikke kommer til at praktisere psykologien på arbejdesmarkedet, vil det altid være en del af min personlighed. Jeg drømmer jo om et beskedent deltidsjob - måske bare et frivilligt job - eller slet ikke noget job, så jeg kan bruge al min tid på min familie.
Og så er jeg virkelig inspireret af flere af de damer, jeg har stiftet bekendskab med under min barsel - kvinder som alle arbejder med at optimere sundhed, både fysisk og mentalt. Kvinder som disse

Rebecca Persson
Maja Kierkegaard
Fie Hørby

Lige lidt tanker og en kort opdatering fra mig :-)