tirsdag den 31. juli 2012

Nu er Karla over 18 måneder - og har gået i dagpleje hos Pia 3 måneder.. og det er vi glade for. Karla synes det er dejlig  at være hos Pia og lege med Karla og Laurits. Fint.
Men jeg synes stadig det er hårdt af aflevere hende! Jeg savner hende nærmest allerede når jeg henter hende inde i sengen efter hun har råbt "moar - faar - moar - faar" et par gange, og jeg ved, at om et par timer, skal jeg aflevere hende hos Pia. Den sødeste, smukkeste, dejligste og mest fantastiske lille pige er hun. Og jeg synes ikke det giver særlig meget mening at hun skal være andre steder end her hos os - i hvert fald indtil hun kommer i børnehave-alderen og selv kan give udtryk for, at hun gerne vil afsted. Hm. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er det bedste for Karla at komme afsted og at hun har godt af at komme lidt væk fra os og ned at lege med andre børn. Og det tror jeg også at det er. Men den tryghed og ro det ville give hende at være her hos os, kan Pia ikke præstere. Ingen andre ens os kan, tror jeg. Og så tror jeg nok at hun skal få leget med rigeligt børn i løbet af sin barndom. Det behøver ikke nødvendigvis at være nu. Jeg ville selvfølgelig tage hende med i legestue og finde ud af at mødes med andre hjemmegående forældre, så hun kunne møde andre børn - men dét at være sammen med sin mor og far og ikke blive afleveret til 7 timer i institution - det vil jeg rigtig gerne kunne gøre for Karle og alle vores kommende børn!
Det burde sku være en ret god motivation til, at jeg får pjasket det speciale sammen! Og det er det også.. Mit primære mål med opgaven er netop dét - at blive færdig inden jul (og inden lillebror kommer). Til den tid er Karla godt nok næsten 2 år og jeg ved ikke om det så vil give mening at tage hende ud af dagplejen..jeg er jo også nødt til at bruge noget tid med lillebror. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes.. men det bliver måske nemmere at beslutte, når specialet rent faktisk ER afleveret og lillebror ER kommet. Så tager vi stilling..

onsdag den 11. juli 2012

Hjælp til layout!

Jeg sidder og roder lidt med min blog og layout. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er så god til det der med billeder. Så hvis jeg skulle være så heldig, at nogen rent faktisk læser min blog, som også ved, hvordan man kan sætte dem lidt pænere op, kunne det være skønt med lidt hjælp!!  (fx i mit seneste indlæg har jeg de sidste to store billeder til at stå under og over hinanden, hvor jeg egentlig gerne ville have dem ved siden af hinanden...men det kan jeg ikke finde ud af..)!!

tirsdag den 10. juli 2012

Netop hjemvendt fra en dejlig familieferie på Gran Canaria. Det var varmt! men skønt at se ungerne hygge sig i poolen. Og godt de kunne lide det - for det var nææsten ikke til at holde ud at opholde sig andre steder :-) Lille søde Karla fik sin debut i udendørspool - hun mosede rundt med sin lille spand og nød det kølige vand om tæerne. Det blev også til en del ture på den lille vandrutchebane - hun er bestemt ikke en bangebuks den lille. Hun vil altså også helst selv gøre det og er ikke bleg for at vifte vores hænder væk, når vi støtter hende eller forsøger at holde hende i hånden. Det resulterer altså i en tur under med hovedet i ny og næ - hvilket dog ikke generer hende særlig meget :-) Det blev dog ikke så meget tid til kærestehygge på turen. Sammen havde min mand og jeg ca 30 min om aftenen når der var blevet ro og indtil vi selv måtte overgive os til køjerne. Så vi glæder os til at komme hjem og hygge os lidt mere alene sammen... Det har været en skøn ferie og vi er alle vendt hjem med brunere kinder og lysere hår, med maverne fyldt op af is og næsten svømmehud mellem fingrene
Men hvor er det også dejligt at komme hjem! Så genopdager man hvor dejligt vi har det herhjemme. Hvor skønt det er med huset og haven. At der er masser af plads og ikke mindst at Karla kan få lov at drøne rundt uden én af os i hælene konstant. At temperaturen om natten i soveværelset er udholdelig og at der er lidt skyer og en byge i ny og næ. Vi sætter pris på, hvor lækre ting man kan købe i Irma og hvor dejligt det faktisk er at lave sin egen mad! Det er skønt at komme hjem!
Og så var det jo nu at jeg burde gå igang med specialet igen. Men Karlas dagplejer holder sommerferie de næste to uger og vi synes også, at det kunne være skønt at have Karla herhjemme i de to uger. Så specialet må vente - igen :-)
Jeg håber at jeg kan få gang i lidt flere af de løse projekter jeg har på papiret. Jeg har besluttet at lave mine fotobogsplaner om til en scrapbogsplan - af den simple grund at jeg ikke har 12 timer i træk hvor jeg kan sidde foran computeren og lave en fotobog for hele 2010. Og jeg har med bitterhed oplevet, hvordan 3 timers fotobogsarbejde forsvinder ud i det blå, når programmet lukkes ned. Johh  man kan da gemme, men der gemmes kun en mappe med de billeder man har valgt til bogen - og det er altså opsætningen og redigeringen der tager tid. Så nu bliver det en handmade scrapbog med udprintede billeder, hvor jeg kan lave en par sider når jeg lige har tid. Ellers er jeg bange for, at det ikke bliver til noget. Og jeg synes altså bare det er sådan en god ide. At lave sådan en foto/scrapbog for hvert år. Vi har sååå mange billeder liggende på computeren, men det er svært sådan rigtig sætte sig ned og kigge dem igennem, for de ligger hulter til bulter. Jeg havde egentlig tænkt mig med fotobogen at jeg så ville bestille flere kopier som børnene kunne få, når de flyttede hjemmefra engang. Men det er ikke sikkert at det kan lade sig gøre med scrapbogen. Jeg må lige finde ud af det..  Faktisk glæder jeg mig ret meget til at komme igang med scrapbogen. Jeg er igang med at samle alle de billeder sammen fra 2010, som jeg gerne ville have med i bogen. Dem skal jeg så have printet ud.. Glæder mig til at vise resultater herinde også :-)
Jeg føler mig i det hele taget inspireret for tiden. I går sad Karla og jeg på picnic tæppet herinde i stuen (ja vejret tillader jo ikke andet..) og læste i vores yndlingsbøger. Karla havde valgt den med sneglen :-) og jeg havde fundet alle mine Sif Orellana bøger frem. Der er så mange gode opskrifter, fine ideer og smukke billeder i de bøger. Jeg mærkede igen følelsen af husmorhed. Alle de gode og spændende ting - kombineret med Rebecca Perssons fokus på sundhed - det er sådan en husmor jeg vil være :-) Jeg er blevet bedre og bedre og har lært mange ting, synes jeg. Og når jeg om lidt fylder 30 ønsker jeg mig både en tørreovn og en pastamaskine. Det er da ambitiøst! Lige som jeg kan lide det :-)