søndag den 24. juli 2011

AWARD!

Jeg har fået en award! Tusind tak Stine. Stine, som er kvinden bag Auvills Univers, har været så sød at give mig denne award som et lille velkommen-og-kom-godt-i gang-her-i-blogland. Sødt og betænksomt! Stine har selv en fin blog, som flot viser hendes kreativiteter frem. Samtidig kan man følge med i hendes liv på  barsel med lille nyfødte Astrid.
Men altså – denne her fine award..hvor dejligt. Jeg viste den stolt frem til min mand, som med et bredt smil på læben følger med i min blogaktivitet (det må jeg i øvrigt lave et indlæg om senere :-)). Det brede smil blev lige lidt bredere da han forsøgte at finde ud af, hvad sådan en award indebar. ”Altså sådan lidt kædebrevsagtigt..?!” var hans kommentar.. Ajj..Joo det er det jo nok. Men altså, på en mere moderne måde mandse. Sådan en slags kædebrev den moderne kvinde med en smart blog gerne vil have..ikk!? ”Jo jo skat, det ser fint og hyggeligt ud” (igen et bredt smil – ét af de smil der nærmest har lyd, som helt sikkert vil blive nærmere beskrevet i et kommende min-mand-på-sidelinien-til-min-blog-indlæg).


Med awarden kommer opgaver. Man skal linke til den blogger, man har fået awarden af. Desuden skal man give awarden videre til 5 bloggere, som har under 100 faste læsere. Og så skal man svade på 5 spørgsmål. Jeg går i gang:

Det er faktisk ikke helt så nemt som jeg havde troet, for da jeg er ret ny i blogland, er langt de fleste blogs jeg følger også de seje, kendte blogs med langt over 100 faste læsere, som er grænsen for denne award..
Jeg synes disse 5 blogs fortjener en award:
Nr. 1: Min første faste læser majseritaz skal have en award! Hun har en fin og spændende blog, som jeg synes er sjov at følge med i.
Nr. 2: Og så synes jeg Leas blog skal have en award. Jeg kender Lea fra gamle dage. Hun er storesøster til en barndomsveninde, og hvor er det sjovt at følge hendes velskrevede blog! En fin æble-hjerte award værdig!
Nr. 3: En blog jeg kun lige er begyndt at følge er Christina Nørgårds blog, som ser rigtig fin ud. Den glæder jeg mig til at følge – hun skal have en award!
Nr. 4: Karoline-med-K skal også have en award. Som med det meste her i blogland, er hendes blog også ny for mig. Men den ser god ud!
Nr 5: Pernille med bloggen Mor med Mere skal også have en award. jeg er ny fast læser hos hende og glæder mig til at lære mere :-)


Og så til spørgsmålene:
Spm. 1: Hvorfor begyndte du at blogge?
Se mine første to indlæg, som handler netop om dette! :-)
Spm. 2: Hvilke blogs følger du?
Min første blog var Kærlig hilsen B, som er sådan en fin og farverig blog. Rigtig god til inspirerende afslapning. Eller ser min mest besøgte blog nok Rebecca Perssons gode mor-guidende-øko-sundheds-blog, som giver masser af gode råd, inspiration og lidt at arbejde hen imod! 
Spm. 3: Favorit farve(r)?
Lilla. Lilla er en rigtig fin farve. Jeg kan lide lilla i alle nuancer. Jeg kan også lide andre farver og lader mig tit fascinere af farvestrålende ting. Men jeg får det ikke rigtig overført til mig selv. Men det er vel også fint at lade sig inspirere og så lade det blive ved det.. (det glæder i øvrigt ikke kun med farver :-))
Spm. 4: Favorit film?
Jeg ser egentlig ikke ret mange film. Jeg synes såmænd det er hyggeligt at se en god film, men der er bare så mange andre ting, der også er hyggelige. Jeg kan IKKE lide gysere, men derimod:
Things we lost in the fire, Love actually..
Ja så troede jeg at jeg skulle rable en masse filmtitler frem, men hmm.. måske har jeg brug for en filmopfriskningsdag for at kunne besvare dette spørgsmål helt ordentligt?!
Spm. 5: Hvilke lande drømmer du om at besøge og hvorfor?
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme til Maldiverne. Luksus, og Welness. Lyseblåt vand, sol, afslapning og natur.
Jeg har rejst meget alene sammen med min mand og vi har oplevet mange lande. Men nu hvor vi skal vænne os til, at den lille spirrevip også skal med, ja så er at rejse nok en lidt større udfordring. Hvad med flyveturen? Tidsforskellen? Temperaturen? Vacciner(!)? Drikkevand? Mad? Og er det i virkeligheden bedre for hende bare at blive hjemme? Gode råd i denne kategori modtages gerne!!

Og så skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg informerer mine udvalgte awardmodtagere..

Hvorfor er regnvejr så hyggeligt?


Når regnen siler ned udenfor er det som om, at alting lige bliver en tand mere hyggeligt. Og det er sådan set meget godt, for pyha hvor har det regnet meget på det seneste. Hvor er sommeren blevet af??!
Men altså, hvis man ikke SKAL udenfor, er det nu meget hyggeligt, når det regner. Den grå himmel skaber en hyggelig belysning i hele lejligheden og der er lagt op til ren hygge. Men hvorfor er det mere hyggeligt at hygge-putte hjemme i regnvejr end i solskin? Fordi man ikke behøver have dårlig samvittighed over, at man ikke er ude at nyde det gode vejr. Simple as that. Så på en dag med solskin giver det altså dårlig samvittighed, hvis man ikke er ude. Også selvom man har mest lyst til at blive hjemme. Hvorfor mon det er sådan?
Under udtænkningen af denne blog havde vi på et tidspunkt besøg af min søster, som uden at vide noget udbryder ”hvor er det bare hyggeligt vejr når det sådan siler ned” – og så var jeg jo nødt til at udfritte hende for, hvorfor hun synes det. ”Hmm tjaa altså, det er jo nok fordi..jahh så er det jo ok at blive liggende lidt længere under dynen” – præcis. Hun har det altså på samme måde.. Og så var det jeg hørte min mors stemme i mit hoved ”Ej se lige hvor dejligt vejr det er, ja så skal vi altså de at komme ud og få noget frisk luft”. Så det er dér det kommer fra! Få frisk luft – det er vigtigt – noteret. Og det vil man jo selvfølgelig helst, når vejret er godt. Og det er også dejligt – altså at være ude. Hvis det altså ikke er alt for varmt. Og hvis altså ikke man lige er blevet mor for første gang og er helt  på herrens mark mht påklædning af den lille, som jo skal kunne holde sig varm, ikke svede, ikke blive udsat for direkte sol og få solen i øjnene. Så når vi vover os udenfor i solen, bakser jeg rundt med hende for at sørge for alle disse ting. Bakser så meget, at jeg ikke rigtig når at nyde vejret. Måske næste sommer er jeg mere erfaren på denne front.
Hvad så hvis man SKAL være indendørs selvom det er godt vejr. Ja så sidder man og ærgrer sig over, at man ikke kan være ude i det gode vejr. Det er da skørt.. Det er jo det der med årstider. Skiftende vejr. Ustadigt og nærmest uforudsigeligt. Og altid noget man kan snakke om!

lørdag den 9. juli 2011

Hvorfor blogge?

Da jeg blev gravid startede finkæmningen af nettet for at finde de bedste produkter, råd og anbefalinger til både graviditet og fødsel og ikke mindst til livet som forældre. Ret hurtigt fandt jeg vej ind i blog-verdenen, som indtil da havde været ukendt for mig (ja sjovt nok var blogger-universet ukendt for mig indtil jeg opdagede det..). Men altså – jeg havde ikke rigtigt hørt om fænomenet før jeg blev gravid for første gang for 1 år og 2 mdr. siden (jeg har indtil videre kun været gravid én gang). Jeg  blev ret fascineret af denne verden og fik også hurtigt nogle favorit sider og følte egentlig også, at jeg lærte pigerne bag diverse blogs at kende. Når det blev hen ad aften og det var tid til lidt afslapning, skulle jeg da lige ind og se, hvordan det gik med hende der-  og hende.. og ja da også hende der.  Jeg blev inspireret af de flotte billeder, sjove kommentarer, fine, hjemmelavede ting, og ikke mindst entusiasmen omkring blogskriveri.  Da jeg startede med at læse blogs, følte jeg ikke umiddelbart at jeg selv havde nok på hjertet til at oprette en blog. Jeg var vild med ideen (og oprettede da også en blog, der aldrig kom i brug..:-)), men kom altså aldrig nærmere på selv at blive blogger.

Men da vores Karla kom til verden, fik livet jo et helt andet omdrejningspunkt. Og jeg fik en helt anden rolle. Pludselig fik jeg lyst til at forevige hvert øjeblik. Med en stor mayland-kalender startede forevigelsen. Når guldklumpen puttede, giflede jeg ivrigt i kalenderen. Hvad havde vi lavet, hvem havde været på besøg, hvilke ansigtsudtryk havde hun lavet, hvad havde vi fået i barselsgave – og af hvem, jeg fik oven i købet folk til at skrive små hilsner til hende på dagen for deres besøg. De første par måneder er kalenderen fyldt ud. Nu er Karla næsten 6 måneder og der er mange tomme sider i kalenderen. Men jeg skriver stadig i den. Milepæle, sjove oplevelser og af og til skriver Karlas moster hilsner i den. Jeg tror det bliver sjovt for Karla selv at læse i den, når hun bliver stor nok. Og jeg har det godt med, at have nedfældet notater, der kan hjælpe erindringerne på vej. Den anden dag kiggede jeg på Karla og tænkte ”Ihh hvor jeg bare nyder hvert eneste sekund med dig”. Og lige præcis den tanke skyndte jeg mig at skrive i kalenderen. For tiden flyver af sted og pludselig sidder man og synes det går alt for stærkt og at hun bliver alt for hurtigt stor. Men så kan jeg kigge i kalenderen og se sort på hvidt, at jeg faktisk også huskede at NYDE hende undervejs.
Så den der mayland er altså god. Der står også informationer på diverse eksperter, vi har været i kontakt med. Kiropraktor, Kranio-sakral terapeut, fysioterapeut. Tips til babysvømning, det gode rytmiksted og husk at melde mig til APA’s fødselsforberedelseshold næste gang jeg bliver gravid.
Men så var det jeg synes, at vores familie og venner også skulle kunne følge med i, hvordan Karla har det (det er trods alt mine forældres første barnebarn – og min søsters første niece). Så jeg oprettede en profil for hende på lifeof.dk. En slags barnets bog på nettet. Ret smart med mulighed for at lave indlæg og billedgallerier samt opdatere milepæle. En fin lille side tilgængelig for familie og venner som er hurtig og nem at gå til.


Men så var det jeg synes, at jeg godt kunne bruge et sted, hvor jeg kunne udvide lyskeglen lidt. Det kunne være sjovt – synes jeg – at få mine mange tanker omkring alting ud på skrift (ned på skrift? Ind på skrift? Op på skrift?..). Jeg tror også min mand synes, at det  kunne være en fin aflastning for sundhedsplejersken, mødregruppepigerne, hudlægen, børnelægen, svigermor og ikke mindst ham selv :-) For jeg tænker mange ting. Om alting. Og det er bestemt ikke blevet mindre efter Karla er kommet til verden! Vi hygger os med at snakke – helt sikkert – min mand og jeg. Men nogen gange altså – ja så synes han jeg bliver ved med at køre rundt i de samme ting. Eller måske bliver det lige en tand for abstrakt til, at han gider bruge energi på at tage stilling til det. Og det kan jeg nu egentlig godt forstå.. Og han griner generelt heller ikke nok af mine vittigheder, så der er lige nogle enkelte punkter, hvor vi ikke helt forstår hinanden:-).
Så derfor – blog blog blog slog det mig en aften. Nu skal det være. Og som jeg skrev i mit aller første indlæg – jeg er nødt til at prøve at lægge perfektionismen på hylden og så bare skrive. Prøve at undgå at tænke disposition, problemstilling, pointe.. Det vil ødelægge intentionen – og motivationen. Så det har jeg altså lovet mig selv! Jeg ved godt, at jeg på den måde også kan ende op med en særdeles rodet og ustruktureret blog. Men det er måske også ok. Måske er det ligefrem helt fin. Måske er det fordi det egentlig nok afspejler meget fint, hvordan jeg er – sådan inderst inde.
Og hvorfor skulle det interessere andre? Hm, det gør det måske nok heller ikke. Jeg skriver jo ikke denne blog for andres skyld. Og det der med kommentarer og faste læsere – det er vel ikke noget jeg vil jagte?!...-troede jeg, indtil jeg fik min første kommentar og første faste læser (som ikke er min mand…TAK MAJBRITT!) – så blev jeg alligevel lidt varm på tanken om at dele mine tanker med andre. At få kommentarer og vide, at nogen følger med derude. At nogen måske hen ad aften tænker ”gad vide hvordan det mon går med hende der…”

onsdag den 6. juli 2011

Så må jeg altså til det - at blogge!

På en tavle på den gamle Avlsgård i Ribe, hvor Karlas kranio-sakral terapeut har praksis, står der: "strøtanker og gode ideer". Herunder er giflet flere sjove ideer såsom: "lysthus i trætop" og "vindmølle"(måske ikke i sig selv særlig sjovt - når det sådan står skrevet.., men lige da jeg så det, synes jeg det var sjovt..). Men netop sådanne tilfældige strøtanker og ideer er drivkraften bag denne blog. Her vil jeg forsøge at samle min tankevirksomhed, som lige nu bare er spredt ud over pc'ens post-its, min iphones notatfunktion og diverse lister og sedler i skuffer og skabe rundt omkring i lejligheden (nogle lister findes i to eksemplarer, fordi den første blev grim). Så er det jo så spændende at se, hvor omfattende min tankevirksomhed egentlig er...en sådan udmelding forpligter vist.
Samtidig tror jeg det vil blive en dagbog over livet på Frederiksberg (hvis man kan kalde den for en Frederiksberg-dagbog, når den ikke opdateres hver dag?! - og man i øvrigt opholder sig mange andre steder end Frederikseberg...hm). Hvis mine ideer og tanker ikke kan fylde bloggen godt op, kan dagbogsskriverierne sikkert, for vi oplever en masse og jeg vil gerne forsøge at forevige lidt af denne herlige tid i dette, der skal blive min virtuelle skattekiste.
jeg er nok også nødt til at indrømme, at jeg er ret inspireret af mange andre blogs, som jeg jævnligt læser. Det er dog mest kreative blogs, hvor dygtige piger syer, maler, strikker og gør en masse andre meget kreative ting. Jeg ville ønske jeg også kunne vise hjemmestrik og selvsyede kjoler herinde, men så ferm udi håndarbejde er jeg ikke (endnu). 
Så lad os se. Jeg håber jeg kan komme igang med at skrive herinde - overvinde mine ambitioner om, at hvert indlæg skal være sjovt, klogt, kreativt, spændende, velskrevet og inspirerende. For i en hverdag med lille miss Bække, er der ikke tid (eller energi) til at finpudse hvert indlæg som en anden eksamensopgave.. Jeg må hellere bare komme ud over stepperne og bare skrive løs - sådan håber jeg også at kunne opnå større autencitet... 
Alt ovenstående tilsammen betyder, at jeg nu går i luften med denne blog. Jeg håber det bliver sjovt :-)


PS. jeg er spændt på, om jeg overhovedet kan finde ud af teknikken!