fredag den 9. september 2011

Loppemarked #3

I går var jeg hjemme hos min søster for at rode ud i hendes kælder. Jeg har nemlig også en masse gamle ting stående dernede - eller rettere - havde. For de er sorteret og ordnet nu. Jeg må indrømme at jeg egentlig havde en forestilling om, at der var flere gode loppe-agtige ting, end der faktisk var. Det var lidt en sørgelig omgang. Lidt sådan som når man genser en film, man synes var virkelig god for 10 år siden og så finder man ud af, at den måske var helt så god, som man huskede.. Hm nå, men der var da lidt hyggelige ting. F.eks. min gamle kasse med julepynt. Sjovt at se alle de nisser, jeg har fået skrabet sammen i årenes løb. Og lidt mærkeligt at se, hvordan jeg har haft lyst til at gemme halvt nedbrændte stearinlys og andre lidt pudsige ting...man var vel på SU :-) Under alle omstændigheder var det fint at få ryddet ud og en hyggelig eftermiddag i kælderen. 
Imens var min mand hjemme med Karla og fandt vist ud af, hvofor jeg aldrig kan nøjes med at tage ét billede af gangen :-)





tirsdag den 6. september 2011

En skøn dag

Åh altså - at sætte den dejlige Karla i bæreselen og så tulle stille op ad Frederiksberg alle i efterårssolen - det er bare lykken. Vi synger, nusser og snakker om valgplakater hele vejen op til cafe Olivers, hvor de har et fantastisk udendørs område med store dejlige puder på europaller, der har den helt perfekte højde (ja højden på bænke, stole og sofaer har fået en helt ny relevans, når man med mine korte ben skal finde de bedste steder at amme). Karla elsker at ligge i puderne og kigge op i de store, flotte træer, hvor solen lige kan titte igennem nu og da. Det er blevet endnu sjovere nu hvor blæsten rusker i træerne og øger bladenes underholdningsværdi ganske markant. 'Blæsten kan man ikke få at se' har fået en helt ny og meget bedre mening nu.. :-)
Langsomt indfinder trætheden sig og så er det bare at vippe hende over i barnevognen og ae hende blidt på kinden, så sover hun. Tusind tak til hendes søde far, som har trænet hårdt med hende og har lært hende denne fantastiske ting, som virker næsten hver gang. Så kan man lige dingle ind og hente sig en kop kaffe og krybe godt ned i sofaen, nyde efterårsluften i næsen og at den lille sover sødeligt. Kigge på klokken og glæde sig over, at klokken snart er 14, hvor min søde søster Sophie får fri og har lovet at skynde sig hen til os. Og det gør hun. Køber kaffe og smider sig også i puderne. Snakke snakke hygge hygge og så vågner den lille. Og åh, hvilken lille. Hun er i vidunderligt humør og både mor og moster smelter. Hun charmer alle på cafeen og mor er bare SÅ stolt. 
Klokken nærmer sig at min mand er med på eftermiddagshygge, så moster får Karla i bæreselen og de to følges hjemad, mens jeg kører i forvejen og henter et halvt sønderjysk hos bageren. Så bliver der smurt leverpostejsmadder og hjemmebagte boller. Karla kaster sig over herlighederne. Hun er bare blevet så god til at spise selv. Det er sådan en fornøjelse at se på! Min mand holder pause i arbejdet og er hurtigt med på eftermiddagshyggen. Der smovses, pjattes og diskuteres politik - sikke en skøn eftermiddag!
Og med kylling i ovnen er det noget der tegner på, at aftensmaden glider endnu nemmere ned hos familiens mindste. Kylling er simpelthen bare livretten. Ja altså lige efter levertran fra den blå flaske, som hun af uransagelige årsager er helt syg med og som er det eneste på ske, der må nærme sig hendes mund. Når det nærmer sig, kan det så heller ikke gå hurtigt nok :-) Lidt dampede gulerødder, kogte kartofler og så et par stykker kylling. Der bliver guffet, gumlet, suttet og krammet. Det ser så skønt ud. Hun elsker det. Men det er også hårdt. Især når hun så kun har sovet 10 min siden kl. 15.. så ryger den revede gulerod også lige en tur op i øjnene, rundt i næsen og ind i ørerne. Så er det lige på hovedet ind og i pyjamas. Godnat lille skat, tak for en fantastisk dag!!
Og så er det voksenhygge. Jeg finder tid til lige at lave et indlæg. Min mand synes det er så hyggeligt, når jeg blogger. Det synes jeg også :-) Nu smutter jeg altså lige hen og giver ham et stort kys - sukker, sukker, sukker, honning, marcipan,sirup, sukker, bolcher og alle andre meget søde ting, jeg ved det, men det er også ok, når man er så forelsket som jeg er - i både mand og barn, jubii :-)

Loppemarked #2

Så er nedtællingen til weekenden loppemarked for alvor begyndt!! Det bliver simpelthen så spændende. Jeg glæder mig helt vildt! Min søde søster, som er vores loppe-primus-motor, er rigtig kommet igang. Hun har lavet de fineste øreringe, som hun vil sælge på markedet. (Mon jeg selv kan holde mig fra at købe et par selv...?) Se dem på hendes fine blog her. Jeg har selv fundet al mit gamle tøj frem, som jeg bare må indse, at jeg er blevet for gammel til, aldrig kommet til at kunne passe igen, eller bare forbliver et fejlkøb.. Jeg har også samlet en hel stabel sko, som skal sælges. 
Da jeg var gravid, udvidede mine fødder sig (måske under trykket af de 20 ekstra kg.) men desværre krympede fødderne aldrig igen, så der er rigtig mange af mine fine fine sko, som jeg ikke kan passe mere - lige meget hvor gerne jeg så end ville. Og der ER bare ikke sjovt at gå i for små sko (:-)) 
Og så vil jeg bare rigtig gerne have lavet lidt lækkerier til på søndag. Jeg tænker suttesnoere, uroer el lign.. Men nu må vi se, om det bare bliver ved den kage, som vi skal have bagt :-) -under alle omstændigheder - det bliver SÅ hyggeligt!